Siden 2017 har Compagniet med stolthed importeret de helt unikke vine fra Lucien & Vincent AVIET på Caveu de Bacchus.
Men det var ikke let at få lov! Her er historien om hvordan det lykkedes:
I april 2017 var jeg i Paris og smagte på Restaurant Vantré en trousseau-vin fra Caveau de Bacchus. Den smagte fuldstændig vanvittigt godt. Jeg undersøgte lidt om vinmageren (eller vinmagerne) for det viste sig at det var både far, Lucien og sønnen, Vincent, der var involveret i vinproduktionen på dette sted, der ligger i Montigny-Les Arsures, lige udenfor Arbois i Jura.
Jeg fandt samtidig ud af at de ikke har nogen webside, og jeg kunne kun finde et telefonnummer. Jeg ringede og fik fat i en dame, som ikke præsenterede sig, men blot sagde ”Allo”! Da jeg spurgte efter Lucien Aviet, sagde hun at Monsieur Lucien aldrig talte i telefon! Jeg spurgte så efter sønnen, Vincent Aviet, og her var svaret at Monsieur Vincent ikke havde tid, da han var ude i vinmarkerne!
Efterfølgende sagde hun så at hvis jeg skulle tale med nogen, ja så var det med hende,og hun præsenterede sig så som Alice! Intet efternavn, ingen forklaring på hvem hun var og hvilken rolle hun spillede på domainet. (Jeg har så senere fundet ud af at Alice faktisk er Vincent's ex-hustru, som selvfølgelig stadig er ansvarlig for alt andet end vinproduktionen, og er Caveau de Bacchus' kommunikationsled til omverdenen).
Så forklarede jeg, at jeg er vinimportør i Danmark og havde smagt deres vin i Paris og var meget begejstret, og derfor ville høre om jeg kunne købe noget vin til det danske marked. Svaret var kort og klart, at de ikke havde noget vin til salg!!! Jeg spurgte så om denne situation måske ville ændre sig på et tidspunkt, og hertil svarede Alice, at jeg kunne prøve at ringe til næste år!
Jeg besluttede mig dog for at ikke at vente helt til næste år, men ringede til Alice i november 2017, og til min store glæde kunne hun sagtens huske mig og sagde at det var heldigt at jeg lige ringede i dag, fordi de havde lige besluttet at frigive en række forskellige cuvéer, og at jeg selvfølgelig kunne komme i betragtning til at få del i disse!!!
I december 2017 lavede jeg en aftale med Alice om at importere vinene fra Caveau de Bacchus til Danmark.
Jeg fik ca 450 fl. leveret i første omgang onsdag før jul 2017, og i uge 1 - 2018 var det hele solgt!
Mine restaurant kunder gik helt amok og alle vil have vinene fra AVIET!
I februar 2018 fik jeg så endnu et parti vin hjem fra AVIET, og siden har jeg hvert år fået min allokation af de vine som Lucien, Vincent og Alice syntes jeg har fortjent at få lov til at købe...
Mine 2020 - allokationer er nu så store, at jeg også kan begynde at sælge AVIET's vine her i webshoppen.
Så check sortimentet ud og skynd dig at købe inden din nabo...